Rigtig mange skifter job nu. Nytåret er højtid for jobskifte. Jeg håber, du har styr på dine medarbejdere derude. Jeg håber, du har styr på dit lederskab. Hvis ikke, så er der nok nogle af dine medarbejdere, der allerede nu har landet en ny aftale med en ny arbejdsgiver eller er i gang med det. For alt det sker mellem de manglende skulderklap og den sidste julemad, du lige nu er i gang med at indtage.

Hvilken vej går dine medarbejdere? Et nyt år venter på os lige om hjørnet. Ser du frem til et Nyt-År sammen med dine medarbejdere? Jeg vil gerne invitere dig til, blot et øjeblik, at kigge tilbage på året, der nu er gået. Zoom ind på den dag, hvor du delte skulderklap ud på jobbet. Kan du huske den dag? Hvis ja, så sørg for at hold fast i dette magiske øjeblik og gentag det. Igen og igen. Hvis ikke, så kom i gang med at handle. Nu.

Når en medarbejder siger op, er det nemlig ofte på grund af den nærmeste leder. Virksomhederne har brug for kvalificeret arbejdskraft, og derfor er det en tåbelig cocktail at lade dårlige ledere skræmme de medarbejdere væk, vi har. Vi flygter mange gange fra lederen og ikke fra virksomheden og kollegerne. Det viser utallige undersøgelser.

Vi ved, der er en sammenhæng mellem ledelse og det psykiske arbejdsmiljø. Oplevelsen af ledelsen har stor betydning for, om man er glad for at gå på arbejde og derfor også med til at afgøre, om man søger efter et nyt job. Årsagerne til at en medarbejder søger nye græsgange er derfor ofte, at den nærmeste leder ikke har fokus på, hvordan man samarbejder. At der ikke gives ros og anerkendelse for arbejdsindsatsen. At der ikke følges op på aftaler. At der ikke er tid til kompetenceudvikling, og at der ikke udvises en interesse for den enkelte. Listen kan sagtens udvides, men ovenstående er blot meget typiske årsager til, at medarbejderne søger nye steder hen, og det handler rigtig meget om den sociale (manglende) kompetence hos den enkelte leder.

Jeg tror på, at viljen til at lede er derude. Dog ved jeg også, at rigtig mange ledere i dag er med i hverdagsdriften, og det betyder, at der bliver mindre tid til at nå arbejdet med at skabe de gode relationer. En dygtig leder er ikke kendetegnet ved kun at være fagligt dygtig. Langt fra.

Lad os derfor kigge på de sociale egenskaber, herunder opbygningen af den gode relation, som vi godt ved er vigtig for en leder, fordi den skaber tillid, og dermed også for den enkelte medarbejder og generelt for arbejdsmiljøet.

Jeg synes ofte, jeg hører og læser, at ledere på grund af travlhed og øget pres vælger driftsopgaverne til og dermed vælger opbygningen af den gode relation fra. Hvorfor? Er det fordi, det er sjovere at løse driftsopgaverne? Fordi vi bedre kan håndtere dem fremfor medarbejdere? Er det fordi, der er et krav om en månedlig fakturering fra topledelsens side? Holdningen til, at en leder skal skabe resultater, er der ingen tvivl om. Men hvordan? Skal det være med næsen i sporet i forhold til driftsopgaverne eller i forhold til at opbygge den gode relation?

Det skal være en balance, der er synlig for enhver. Helt oppe fra toppen af elfenbenstårnet til gulvet, hvor guldet er. Har vores ledere overhovedet kompetencerne og lysten til at lede mennesker? Nogle har. Der er også andre, der ikke har, og sidstnævnte skal lade helt være. Du skal som leder have lyst og evne til at opbygge relationen mellem dig og din medarbejdere. Gode relationer skaber tillid, og så er den faktisk ikke længere.

Det er balancen mellem driftsopgaver og arbejdet med den gode relation, der har min opmærksomhed.

Hvis du er for meget i driften, og du samtidig skal lede dine medarbejdere, så skal vi ha’ styr på, om det er tid til at opbygge den gode relation. Har dine medarbejdere tillid til dig? Desto mere tillid, desto mere tid har du brugt på at opbygge relationen og desto nemmere er det også komme med (konstruktiv) kritik. Der skal foretages valg på ledelsesgangen. Et valg i forhold til holdningen omkring driftsopgaver kontra opbygningen af den gode relation.

Hvad vælger du? Sæt det ind i en kontekst der giver mening for dig og din virksomhed. Har i råd til at miste jeres medarbejdere?

Er du som leder en god kulturambassadør eller er du en kultursabotør?

Min egen holdning er uden tvivl, at dine medarbejdere er din virksomheds vigtigste kunde. Det er uden tvivl dine medarbejdere, du i sidste ende bliver vurderet af – også langt ud i fremtiden.

Sociale kompetencer, herunder kommunikation, er ikke noget pladder. Det er et benhårdt værktøj at mestre, fordi effekten af dette har en direkte påvirkning på mennesker omkring os på en arbejdsplads. Social kompetence og menneskelige færdigheder skal ligge i samme værktøjskasse som de gamle ledelsesværktøjer, vi kender i dag. Hvis du er komplet ligeglad med at opbygge en relation til dine medarbejdere og blive dygtig til at mestre sociale kompetencer, så skal du i min verden ikke være leder, for det ødelægger både dig selv og de mennesker, du møder på din vej. For ikke at tale om virksomhedens image og identitet.

Og hvem er den vigtigste kunde i DIN virksomhed?

Kvalificeret arbejdskraft og dårlige ledere er en tåbelig cocktail. Pas godt på dine medarbejdere og dig selv.

Godt nytår.

Pia Kodal Tasior.

VI STØTTER